
BLIV FORPAGTER AF FISK med mere
Drømmer du om at drive dit eget sted – omgivet af hav, sol, historie og glade sommergæster?
Så er FISK på Omø Havn måske lige stedet for dig! Her får du chancen for at føre en elsket ø-tradition videre og skabe din egen succes midt i havnelivet.
FISK ligger som en del af Omøs tidligere industrihavn, hvor bygningerne helt tilbage fra 1954 husede både fiskeeksport og fiskebutik. I dag er stedet nænsomt restaureret af lokale ildsjæle – og står som en moderne, stemningsfuld udgave af den gamle havnebutik med salg fra disken, udeservering og take-away.
Det er stedet, hvor øboere, sejlere, campister, sommerhusgæster og endagsturister hænger ud, nyder kolde drikke, lette retter – eller tager lækkerier med hjem til middagsbordet. Og når der inviteres til fx Quiz & Cocktails eller Strik & Drik, summer stedet ekstra af liv og fællesskab.
👉 Er du klar til at skabe næste kapitel?
Om du er fiskehandler, kok, madiværksætter eller bare fuld af gåpåmod, får du her muligheden for at drive din egen butik, sætte dit præg på sortiment og menu – og blive en del af et stærkt lokalt fællesskab.
(Eget CVR-nummer er et krav)
-
Højsæson: slut juni – midt august
-
Mulighed for åbning i ferier & lange weekends
-
Tidligere juli-omsætning: ca. 500.000 kr.
-
Stedet er klar til drift – med alt udstyr, udeservering, lager, forpagterlokale
-
Nyindrettet industrikøkken af HWL
-
Og du står ikke alene – butikken ejes af en forening, som gerne bakker dig op med lokalkendskab og sparring
Vi er interesserede i at butikken har åbent i minimum juli måned. Men der er mulighed for at udvide dette til både juni og august - eller hele året for den sags skyld.
Ansøgningsfrist den 27. februar 2026.
Vil du høre mere?
Kontakt os her: martin@winnes.dk
Lad os sammen holde liv i Omø Havns hyggelige fiskebutik – og skabe endnu flere gode sommerminder. 🌞🐟
HISTORIEN BAG FISKEBUTIKKEN
Omø Fiskebutik har faktisk en lang historie bag sig. Bygningerne blev opført til tilbage i 50’erne af tidligere Fiskeeksportør Willy Iversen. Han drev selv en meget simpel fiksebutik gennem mange år, med forskellige hjælpere og forpagtere ind over. Senere overtog Willys søn, Palle Iversen butikken og drev den videre, bl.a. også med hjælp fra sin søn Christian Iversen. Efter nogle år uden Fiskebutik på havnen, satte Camilla (barnebarn af Willy Iversen) og hendes mand Martin, sig for at genåbne fiskebutikken på havnen, og drev den alene i tre somre. Herefter har de har sammen med en gruppe venner og familie skabt en forening, og skaffet penge til en omfattende renovering af både køkken og butik. Foreningens formål er at holde liv i fiskebutikken, at skabe liv på havnen og sikre, at der er et sted, hvor lokale, sommerhusgæster, sejlere og andre besøgende kan være sikre på at få god mad, lidt at drikke og i det hele taget et sted at hænge ud og nyde Omøs havnemiljø.

LOKALT SAMARBEJDE
Vi har et nært samarbejde med Omøs lokale fiskere, og køber så så meget som muligt af dem.
Derudover har vi primært danske fisk fra skånsomt kystfiskeri i kølemontren, lige som vi kører med
et begrænset udvalg for at undgå spild. Men du er altid velkommen til at spørge efter særlige
varer – måske kan vi indfri dit ønske.

