SKOVBANKEN
Skovbanken er øens højeste punkt og markeret på marken med en sten og historier, man kan gå på opdagelse i.
LIDT OM ØENS HØJESTE PUNKT
På den østlige side af øen får man det bedste overblik over hele Omø fra Skovbanken, der er øens højeste punkt med sine 24 meter over havet.
Herfra kan man overskue havnen, landsbyen med kirken, søen, mosen og fyret. I klart vejr er der endda kig til hele ti øer: Sprogø, Fyn, Langeland, Lolland, Femø, Fejø, Vejrø, Glænø, Sjælland og naboøen Agersø.
Omø bestod oprindeligt af to øer, hvor Skovbanken blev dannet af isen først. Den anden ø er der, hvor Omø By nu ligger. Omø Sø, er den sidste rest af det sund, der delte de to øer.
Det er i området på den østlige side af øen, at der for få år siden blev fundet en stor sølvskat, der dateres helt tilbage til Svend Tveskægs tid. Andre steder på øen er der dog fundet spor efter folk fra Ertebøllekulturen cirka 5400 – 3900 før vor tid.
.