Lidt om øens tilblivelseshistorie
Øens tilblivelseshistorie adskiller sig ikke synderligt fra det øvrige lands, idet der her som de fleste andre steder er tale om moræneaflejringer fra istiden. Ganske vist drejer det sig om aflejringer fra en stilstandslinie for storebæltsgletcheren under isens sidste afsmeltningsfase, og der dannedes da to adskilte øer, nemlig Skovbanke, hvis højeste punkt ligger 24 m over havoverfladen, og den sydlige ø, hvor nu Omø by ligger. Det højeste punkt er her 11 m over havet.
Siden stenalderen har den nordlige del af Danmark som bekendt hævet sig, medens der er sket en sænkning af de sydligere egne. Omø ligger en anelse nord for den akse, omkring hvilken disse ændringer har fundet sted. Dette har medført en hævning siden stenalderen på 0,5-1 m, hvilket især kan iagttages på de gamle kystskrænter langs den sydlige del af østkysten, som nu har en smal stribe forland. Denne hævning førte også til dannelsen af Omø Sø, idet der aflejredes en vold, Draget, ved det lavvandede sunds sydende og en tilsvarende mellem Kirkehavn cg Skovbanke. Søen har nu afløb gennem en gravet rende syd for Søgård. I. forbindelse med renden er der et mindre pumpeanlæg, ved hjælp af hvilket søens vandstand kan holdes Iavere end havoverfladen, og herved er engarealet omkring søen blevet større.
I forbindelse med ovennævnte hævning står også dannelsen af det lave, fuldstændig flade område, der kaldes "Støvlen" eller Mosen, og som er et marint forland, der nu beskyttes af et i 1901 opført dige syd for fyret på Langelands øre.

I klimatisk henseende ligger Omø ganske bemærkelsesværdigt, idet øen er placeret i området med landets mindste nedbør og højeste sommertemperatur, altså med et klima, der nærmer sig det subkontinentale.

Skovbanken set fra Omø Havn

Sandstrande
Egentlig sandstrand uden iblanding af rullesten findes nogle få steder, nemlig vest for Kirkehavn, langs Draget på østkysten og i ringe udstrækning ved Revspidsen. Da der disse steder er tilløb ti! klitdannelse, er det også her at mange af øens sommergæster udfolder sig.
Klitdannelsen finder sted omkring kraftige tuer af marehalm og hjælme. Marehalm forekommer spredt hele øen rundt langs alle kysttyperne, hvorimod hjælme kun findes de tre steder, hvor der er sandstrand. På Revspids vokser nogle få tuer af krydsningen mellem hjælme og bjerg-rørhvene, den såkaldte 0stersø-hjælme. Bjerg-rørhvene findes rigeligt på flere lokaliteter på øens vestlige del.
Yderst mod havstokken finder man ofte siv-kvik, som villigt blander sig med alm. kvik, som er hyppigt forekommende lidt længere inde i den mere stabile vegetation. I yderzonen optræder særdeles hyppigt strandbede og strandkål iblandet en del sodaurt, strandarve, strandsennep og forskellige mældearter.
Den mere stabile vegetation længere fra kystlinien domineres af alm. kvik, kruset skræppe, bidende stenurt, gul snerre, grå bynke, strand-malurt og sand-star iblandet vår-brandbæger samt flere forvildede arter som f. eks. jordbær og asparges. Endvidere er der på alle tre lokaliteter spredte grupper af den atlantiske havstrandsplante strandmandstro. Den ældste og inderste del af sandstrandsvegetationen afsluttes med associationer med rød svingel, hundegræs, smalbladet rapgræs, alm. pimpinelle og engelskgræs.

Sandstrand ved Kirkehavn

Stenstrande
Da øen er opbygget af to moræneknolde, er det naturligt, at langt den største del af kyststrækningen er stenstrand. Mest typisk er den udviklet langs vestkysten ved Kirkehavn og østkysten ved Skovklint. Her findes de største vandreblokke, medens der langs øens sydlige kyster findes store aflejringer af rullestensmateriale i flere serier af strandvolde.
De hyppigste stenstrandsplanter er kruset skræppe, strandbede, strandarve, strandkål, følfod, krybende potentil og hørbladet torskemund. På de egentlige rullestensvolde kommer hertil endvidere gul snerre, agersnerle, bidende stenurt, engelskgræs, rød svingel og . nikkende limurt. Inderst mod skrænterne kan man se fliget vejbred, tandfri vårsalat og koklearearter.

Skræntkyster
Vest for Kirkehavn findes et skræntparti, som er særdeles typisk for mange af øens lave skræntkyster, idet skrænten næsten helt beherskes af et uigennemtrængeligt krat af bukketorn, som er i stand til at kvæle al anden vegetation - ligesom krattene af rynket rose gør det på andre strand-lokaliteter.
I kratranden kan man finde gåse-potentil, korbær og agertidsel, denne sidste ofte i den meget stikkende strandform.
Enkelte steder er der stejle skrænter, hvor der i vintertiden sker nedstyrtninger af morænematerialet. På denne måde dannes der skråninger, der er i ro så længe, at der kan opstå forskellige græs-urtesamfund. De dominerende græsarter kan være draphavre, hundegræs, kvik eller fladstrået rapgræs. Hertil kommer så vekslende mængder af nogle af vore mest almindeligste planter som røllike, ager-padderok, grå bynke, ager-svinemælk, snerrearter, alm. knopurt og hvid okseøje. Spredt blandt disse forekommer undertiden pletter med forskellige kulturflygtninge.

Skræntparti vest for Kirkehavn

De største og smukkeste klinter findes langs Skovbanke. De består hovedsagelig af moræneler, men hist og her er der lagdelt sand og grus. Neden for klinten er der en ganske smal bræmme af storstenet strand, som overskylles i stormvejr.
Den sydligste del af disse klinter er bevokset med krat, urter og græs, og disse partier er nogle af øens smukkeste. Den midterste del udgøres af nøgne skred med krat på toppen, og mod nord er skrænterne igen lavere og helt bevoksede.
Vegetationen på de høje sydvendte skrænter er meget afvekslende og rummer en del interessante arter. Her findes således naturligt krat af havtorn, bukketorn, slåen, hunderose og brombær. Disse stærkt tornede krat er vanskelige at færdes i, men ind imellem findes så interessante ting som småskulpet dodder, klinte, glat rottehale, kold-rottehale, strandløg og farve-gåseurt. De dominerende græsser er fladstrået rapgræs, strand-svingel, draphavre, kvik og hundegræs. Sommeren igennem antager klinten forskellige farver alt efter den i øjeblikket dominerende blomstrende art.
Der er gule perioder med følfod, bidende stenurt, gul snerre og håret høgeurt. blålige med musevikke eller mark-krageklo og til sidst et blomstertæppe af lilla knopurt. Hertil kommer et islæt af engelskgræs, agersnerle, grå- og mark-bynke, pimpinelle, vild kørvel og hvas randfrø.
Oven for klinten findes krat af elm og syren, sejle-røn, æble, sur-kirsebær og sølvpoppel. Et par steder er der læplantninger af bjergfyr, sitkagran og et par poppel-arter.
På den nordligste del af skrænten findes de eneste voksesteder for bakketidsel og filtet kongelys.

Draget med Skovklinten i baggrunden

Litorinaskrænten på østkysten
En speciel skrænttype udgøres af den lave stenalderskrænt fra Draget til Ørespids. Store partier er her beklædt med bukketorn- og slåenkrat. Karakterplante for denne strækning er rosenkatost. Et enkelt sted er der en mindre bevoksning af cikorie, som også findes langs flere af øens veje.

Strandoverdrev
Strandoverdrev findes veludviklet langs nordkysten mellem Kirkehavn og Revspids, langs vestkysten fra Lillemose mod fyret og i særdeleshed på kyststrækningen mellem fyret og Ørespids. Overdrevene er dannet på de lave strandvolde, som langs kysten forekommer i flere til dels udjævnede rækker. Underlaget er rullesten iblandet sand og tang, og oven på dette opskyllede materiale er der så i tidens løb dannet et tyndt morlag. I tørre somre er de som følge heraf stærkt afsvedne, men i forsommeren især præges de af en artsrig vegetation, som rummer en del for Omø sjældne planter.

Parti fra Mosen

Uddrag af og lettere bearbejdet efter ”En naturhistorisk undersøgelse af Omø i Storebælt", Natur og Ungdom 1972. Fotos: Net-lodsen.

Læs endvidere artikel om Omøs geologi fra www.naturnet.dk  (Pdf) >>