Af Carsten Bregenhøj, mag.art.

Det er ikke så lidt af en præstation, at Omø igen i år kunne stable det traditionelle fastelavnstog på benene. Øen har både bevaret en skik, som de fleste andre steder er gået i glemmebogen, og desuden gjort det med respekt for den kulturarv, som øboerne hermed forvalter. Rundturen foregik søndag d. 22. februar med afmarch kl. 09. Turen kaldes ”Fastelavnsløbet”, ikke fordi man halser af sted, men i den gamle betydning som i ”årets løb”, at man går i kreds eller omløb fra hus til hus

Inden fastelavnssoldaterne kan begive sig ud på deres årlige runde, er der imidlertid en del forberedelser og planlægning at tage vare på. Rangordningen er, som i alle militære organisationer, ganske vigtig. Princippet er i og for sig ret enkelt, man stiger i graderne i overensstemmelse med sin alder, og man kan normalt ikke få den samme rang to gange. Førstegangsdeltageren bliver forridder eller dragon (også kaldet bagridder), lidt afhængig af personlige egenskaber, det tredie og fjerde år man deltager, kan man ofte tildeles tunge opgaver med megen omkringspringen eller en konkret fysisk byrde, d.v.s. rollerne som klovn, nøglebærer og kassemester.

Er det tungt at være kassemester?

Efterhånden som truppen kommer rundt til alle øens familier bliver pengeboxen mere og mere betyngende, og den sidste kilometer eller så kan den indeholde over 2000 kr. i skillemønt, og det vejer godt til. Selv om denne skatkiste ikke er af jernbeslået eg med en smedemesterlås, er det ofte en dreng der bærer finanserne. Nøglebæreren har ansvaret for, at der ikke lirkes eller dirkes ved forseglingen, men securitashvervet er nærmest ceremonielt; nu hvor den bepansrede værditransport er blevet erstattet af en plastdunk med fasttapet låg, er den udhamrede nøgle udskiftet med et nøglesymbol i pap. Til den øverste ende af hierarkiet kommer man via rangen som prins, hvorefter man kan slutte sin karriere som enten konge eller general. Toppositioner indebærer ansvar, ansvaret for en reglementeret fremmarch til hvert enkelt hus og for god ro og orden. Alle kan forstå at udslidte og nedkørte soldater kan være svære at styre, så begge øverstbefalende skal opmuntre sin sektion og forhindre desertation og myteri blandt landsknægtene. Men også lære og formidle empati.

Det skal måske tilføjes, at fastelavnsoptoget allerede i et par menneskealdre har været varetaget af de skolesøgende børn, først kun af drengene, men efterhånden af begge køn. I år var der alt ialt ni Omøbørn med, i alderen fra 6 til 11 år. Inklusive en reel skafning midvejs var kolonnen på march i seks timer, hvorom nedenfor. Fra gammel tid er det fastelavnskongen bistået af -generalen, der skal arrangere både fastelavnsløbet og -festen, i år altså Emma Melin og Lasse Laurentiusen. Heldigvis har kongeværdigheden ofte været en del af den børnerige familie Melins udmærkelser, så mor Dorthe Melin er en erfaren hofmarschal, generalmoder Anna Laurentiusens kvalifikationer tillige uomtvistelige..

Som i makro-samfundet er våbenmagten bare et redskab i helhedens tjeneste. Det er en meget gammel tradition i bondesamfundet, at man holdt kollektive fester, hvortil hver enkelt medlem, det vil sige hver gård, skød til hvad man nu måtte behøve. Før landsbyerne havde et forsamlingshus blev sådanne sammenskudsgilder holdt på en af gårdene, det gik ofte på omgang. Fastelavnsgildet kunne være forbundet med f.eks. tøndeslagning for landsbyens karle, men ved den lejlighed var det også dem, der sørgede for indsamlingen af fornødenheder til den efterfølgende fest. I forbindelse hermed lånte de husbonds heste, de var ofte klædt i søndagstøjet eller kunne være udsmykede på anden måde, og samtidig med at de indbød til kallas fik de den nødvendige proviant, tit også lidt skillinger, som f.eks. skulle dække spillemandens behov.

I princippet er fastelavnsløbets opgave i dag den samme, at samle ind til en fælles fest. Og som i gamle dage er det bagtropperne og civilisterne, der laver det store arbejde. Officielt bliver de nufortiden kaldt ’forældre’, men praktisk taget er det 90 procent mødre. Mødrene har i dagens anledning lavet madpakker til sin Jens og Jensine, klædt dem varmt på og iklædt dem den til enhvers rolle hørende uniformsjakke og bukser. I dagens anledning bliver de fulgt til skole, flere kommer til troppesamling pr. bil. Mødrene fungerer også som telegraftropper, der ved hjælp at trådløs telegraf signalerer mellem frontlinjen og baglandet om taktiske manøvrer.

Troppefremførslen foregår ikke længre til hest men med en mor som troskusk bag rattet i en Volvo stationcar. Man har lagt ruten sådan, at alle personer som befinder sig på øen også får invasion af fastelavnsoptoget, talmæssigt drejer det sig om ca. ethundrede husstande. Fra morgenstunden til op ad dagen inløb der depecher fra forskellige øboer om, at de desværre var udenøs og at toget ikke behøvede stoppe og formere geled ved deres bopæl, de erlagde hermed ved ordonnans sin tribut til det gode formål.

Efter morgenmønstring, den endelige uniformering ved Tøjhuset (til daglig Omø skole) og fotografering fik de syv morgendugelige og ivrige legionære plads i mandskabsvognen, der satte kursen mod gårde og helårsbeboede fritidshuse langs vejen til øens sydspids. I bushen holder en del vilde dyr til, bl.a. harer, fasaner og rådyr, og den stedkendte stifinder spejder også efter spor af beboede hytter, let kendelige ved det motoriserede køretøj, som er parkeret uden for. Her formerer hirden sig, general og konge side og side, så kommer prinsen (hvis en sådan forefindes), kassemester og nøglebærer side og side, en rytter for og en anden bag, samt bajadsen, der ikke følger nogen stram militærisk orden. Anfaldet mod hyttens hoveddør ledsages af en hymne til krigsguden Mars:

”Boller op, boller ned,
boller i min mave,
hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade”.

Efter omstændigheder, der ikke er ganske indlysende, kan der tillægges endnu et vers, undertide to:

”Tier op, tier ned,
tier i min dåse,
hvis jeg ingen tier får,
så kommer jeg til påske”.

Inden afslutningen af dette udviddede krigsråb var det som regel klart, om indbyggerne overgav sig eller, ved boliger tilhørende de fastboende, om der ikke var nogen hjemme; men som variation kunne ordet ”tier” også udskiftes med ”tyver”. I gammel tid var der andre sange af tilsvarende indhold. Det karakteristiske er, at der er tale om et ritual, igennem hvilket man fremfører sit for alle i forvejen kendte ærinde. Alle der bor på Omø ved også, at besøget udtrykker en uudtalt indbydelse til fastelavnsfesten, i år d. 28. februar. I overensstemmelse med den gængse brug af fastelavnssangen Boller op, som helt har tabt sin direkte relation til hvedeboller eller fastelavnsboller, bruges verset også her som akkompagnement til at bøssen holdes frem og betalingsmidler bytter ejer. Indbagt i det rituelle besøg ligger dog alligevel en opfordring til at belønne de syngende, hvilket mange steder også blev imødekommet, visse ”madsteder” var tilmed bekendte fra tidligere og indfriede forventningerne.

Efter at med held have finkæmmet stierne på sydlandet og de derværende bondegårde retirerede kolonnen tilbage nordover og rettede sin opmærksomhed mod den nordøstlige og nordlige del af området omkring Draget. Plutonen var dog ikke bare målrettet i sit ønske om at skaffe midler til den forestående fest. I den gamle tradition blev en tilsvarende invasion hilst med glæde, og husbond og gårdens fruentimmere kom ud i døren for at se på stadsen og byde på standsmæssig traktering, f.eks. varm saft udspædt med alkohol, punch eller brændevin. Hvis festen afholdtes samme aften som fastelavnsløbet, kunne det ske, at nogle af karlene måtte sunde sig så længe, at de aldrig nåede at deltage i dansen. Også i vore dage er det som nævnt velset, hvis der falder lidt mundgodt af til hver enkelt, gerne i embalage, som man kan hjemføre til senere fortæring eller til en slikdag på skolen. I det nordlige højland skete det i år, at flokken sagde nej tak til kage, men på en af de følgende gårde takkede ja til appelsiner ståret i både.

Opmarchen mod fiskersamfundet i Kirkehavn ledsagedes af et vagtbytte, idet kørelejlighed ombyttedes med stormløb til fods under en ny efterretningstjenestes overopsyn. Styrken samlede sin interesse om den sydlige del af Søvej, idet et gladt selskab med deltagelse fra fastlandet om lørdagen havde lejret sig i regionen og det forventedes at en extra gavmildhed kunne have smittet de tilrejsende. Søvej var også forudbestemt til rasteplads, hvor de gæve helte skulle forsfriske sig med de til lejren indbragte madrationer, og ca. ved 12-tiden blev de bænket under tag omkring et gæstfrit bord, hos Irene Larsen. Efter en velfortjent frokost kom turen til de smalle fiskergyder med en blanding af fastboende og deltidsboende, og her hændte det, at den trådløse telefoni kom til gavn og et taktisk tilbagetog måtte foretages. Det interessante er, at de uskrevne regler siger, at hele optoget skal stille an hos den pågældende, man kan ikke sende blot kassemesteren eller en bagridder ned efter pengene. Alle skal have besøg af hele kohorden.

På Langeklintens kantede stier var der tilsyneladende en lav deltagelsesprocent. Til gengæld var det hos en familie magtpåliggende, at fastelavnsoptoget skulle komme ind og synge for en sengeliggende Omøbo, som ikke på anden måde kunne få dem at se.

Ved Betania gjorde man holdt inden den vindomsuste slette og biede kørelejlighed til Omø by, den vagthavende mor Irene ventede tillige på afløsning. Det rullende materiel dukkede op og førte mandskabet sikkert ind i hjertet af byen nord for gadekæret. Derefter foregik ransagningen til fods fra hus til hus. Som regel vidste man på forhånd, hvem der var hjemme og hvem ikke, eller hvem der allerede havde givet sin skærv til festen, så de huse sprang man over. Selv om landsbyen virker tæt bebygget er der i virkeligheden få beboere, et par landbrugsejendomme er store firlængede gårde, den såkaldte Brugsen er lukket om søndagen, institutioner som Ø-arkivet og Forsamlingshuset er uden for nummer, og et par ødegårde har intet at bidrage med.

Klokken nærmede sig tre. Et par ørkesløse afstikkere, små ømme fødder og tørre struber begyndte at formindske kampmodet og nedsætte tolerancerne. De strunke paradesoldater var ved at opgive ævred, de gule skråstriber virkede krøllede, øjenlåg og skuldre hængende. Men med et par moderlige ord og målet i sigte sang man sig igennem de sidste tre-fire besøg for endelig at føre den vægtige festkapital i hus. Bånd og hatte blev returneret til den åbne fastelavnskuffert, tøjet skulle hver enkelt hjemtage, for at det kunne blive vasket og gjort i stand og efterfølgende sammenført med de øvrige grejer indtil næste fastelavn.

I det store fastelavnsarrangement kan man hævde, at det er forældre der styrer og leder, og børnene der påtager sig den indsamlende rolle. Men i et henseende er skolen og dens to lærere nøglepersoner, nemlig når kassen åbnes og likviderne gøres op. På trods af røde kinder og ører blev det en glad og engageret matematiktime, hvor alle kunne være med. De to største piger fik alle pengesedlerne til optælling, hundredekronesedler til den ene, halvtreskronesedler til den anden, mens mønterne blev spredt ud på et stort bord. Her blev de sorteret, stablet og talt sammen, en valør til hver elev. Ved den grønne børstavle opførtes valørerne fra 100 til 0,50 kr. og værdien af hver møntsort indløb så, alt eftersom alle havde talt færdig. En af pigerne skrev op og man flokkedes efterhånden foran tavlen for at se det endelige resultat. En samlet sum på 4367,75 kr er respektindgydende. En kasse med isvafler blev båret frem og alle sad og så trætte og lykkelige ud.

Børnene blev hentet hjem og alle oplevelserne blev sikkert drøftet og vurderet inden en velfortjent hvile restituerede de stramme muskler og spændte sind.

Efter dette følger så anden akt, i hvilken børn og voksne samles til fastelavnsfest i Forsamlingshuset.

Læs om fastelavnsfesten her >>>